Digevej 1 B +3, 6270 Tønder, Tlf.: 74 92 89 22
Om os

Digevejens Børnehus har til huse i to bygninger. I den ene har vi vores vuggestue med en normering på 37 børn, og i den anden har vi børnehaven med en gennemsnitsnormering på 70 børn. Institutionen er en filial under områdeinstitution Tønder.

De to huse ligger ved siden af hinanden forbundet med en overdækket gang, og der er et tæt samarbejde. Det betyder, at  børnene får en glidende overgang fra vuggestue til børnehave. De kommer på besøg mange gange sammen med deres kendte pædagoger, før de flytter, så den dag de starter i børnehaven, er det ikke en helt ukendt verden. Desuden holder vi overleveringssamtale med forældrene, hvor både barnets kontaktperson i vuggestuen og den nye kontaktperson i børnehaven deltager.

Den tætte beliggenhed betyder også, at vi kan udnytte medarbejdernes kompetencer på tværs af de to huse, samarbejde omkring projekter, udvikle fælles traditioner og inspirere og lære af hinanden.

I Digevejens Børnehus møder du rare og nærværende voksne, hvis vigtigste opgaver er at lytte, trøste, hjælpe, snakke med og lave sjove, spændende og lærerige aktiviteter sammen med børnene. Selv om vi har mange børn, er vi altid opmærksomme på det enkelte barns trivsel og udvikling, og vi ser forældrene som vores vigtigste samarbejdspartnere.

Du kan læse mere om Digevejens Børnehus i vores velkomstpjece under forældreinfo.

 

Beliggenhed

Digevejens Børnehus ligger i et naturnært område i den østlige del af Tønder og ikke længere fra centrum, end at børnene kan gå derind.

Udover vores to legepladser har vi et engstykke, hvor der er buske og træer og rig mulighed for at gå på opdagelse. Desuden har vi også en bålplads her.

Åbningstid

Mandag- torsdag 6:15-17:00
Fredag kl. 6:15-16:00
Vi åbner kl. 6:15 i henholdsvis vuggestuen og børnehaven. 
Vi lukker i vuggestuen kl. 17:00 og i børnehavedelen kl. 16.30. Børnehavebørn som har brug for pasning efter kl. 16:30 afleveres i vuggestuen.

Sidst opdateret 3. juli 2017